Mænd af Mod prisen, 1993

Kennedy Selskabet har for året 1993 besluttet at give John F. Kennedys bog ”Mænd af Mod” som pris til forbundspræsident Richard von Weizsäcker med følgende klare begrundelse for valget:
Gennem mange år har Richard von Weizsäcker som Berlins regerende borgmester og siden som forbundspræsident i – et nu forenet – Tyskland vist m o d til at fremsætte klare udtalelser om menneskeværd og menneskerettigheder og m o d til også at stå inde for dem.
I 1976 sagde han i Stuttgart: ”Mennesket er det entydige, enestående, der er kaldet af Gud. Det gør det til person. Dets værdi er ukrænkelig. Den tilhører det uafhængig af succes eller fiasko og er uberørt af andres dom…”
(Harald Steffahn: ”Richard von Weizsäcker“, 1991.)
Den 8. maj 1985 udtalte han i forbundsdagen i Bonn:
”Den 8. maj var en befrielsesdag. Den har udfriet os for det menneskeforagtende system: Det nationalsocialistiske voldsherredømme.”
(Richard von Weizsäcker: ”Von Deutschland aus, Reden…”, 1985)
I juli 1987 udtalte han i Leningrad, nu: Sankt Petersborg:
”Vi glemmer ikke, at Leningrad i nihundrede dage blev udhungret, bombarderet og beskudt… Vi har i dag med ærefrygt og sorg mindedes de hundredetusinder af navnløse ofre.” (Harald Steffahn: ”Richard von Weizsäcker“ 1991)
I marts 1988 udtalte han i Zimbabwe:
”Apartheid er grundlæggende uret. Den retter sig mod menneskets værdi. Den ødelægger den grundlov, som enhver stat og ethvert samfund har brug for, for at bevare freden i sit eget land…” (Harald Steffahn: ”Richard von Weizsäcker“, 1991)
For fremmede er han også trådt modigt frem, og har udtalt:
Det er i muligheden for at forbinde enhed med mangfoldighed, at federalismen skal stå sin prøve og deri ligger Europas fremtid…
Vor forfatnings artikel 1 er ikke til at misforstå; den siger, hvad vi skal regne en fremmed for: ikke for værre eller intet, men for et menneske i sin ukrænkelige værdi, som al statslig magt er forpligtiget på at beskytte…
Racistiske, antisemitiske angreb oprører os. Den, der foregiver at gribe til en sådan magtanvendelse i Tysklands interesse, misbruger vor nations navn. Tyskland er hverken slagord eller slagmiddel til at søge selvbekræftelse mod svagere eller til at afreagere eget raseri og angst mod værgeløse… enhver af os er opfordret til at beskytte vort retsstatslige, menneskeværdige demokrati. Og når borgerne på deres side viser civilcourage, giver de dermed også vort politi rygdækning.
Eller skal det endnu en gang komme dertil hos os, at vi ser bort eller endog ser til, når hjælpeløse mennesker bliver jaget?…
(Tale på den tyske enheds dag den 3. oktober 1992 i Schwerin.)
Har han også påskønnet Willy Brandts mod bl. a. i ordene: ”Med en sund skepsis mod sekterisme og rethaveri bekendte han sig til ideernes bevægende kraft. Han blev, hvad der sjældent gives, en pragmatisk visionær…
At lade betroet magt forfalde er kun lidt bedre end at misbruge den… Vi vil bestræbe os på, at det uden ham ikke igen bliver koldere, indadtil og udadtil…
”Hvem, der længe lader uret finde sted, baner vej for den næste uret”, sådan har han sagt det.” (Afskedstale ved Willy Brandts båre i Berlin den 17. oktober 1992.)